Denne historie begynder midt om natten i det gamle brødudsalg i Sdr. Bjert. Herfra bliver der ikke længere solgt brød fra bageriet i nabobyen, i stedet er Charlotte Christiansen rykket indenfor med sin grafiske tegnestue. Og denne nat i 2013 er der lys fra computerskærmen, for Charlotte holdes vågen af en reklameopgave, hun skal have lavet færdig for Koldinghus.

Problemet er, at hun mangler den helt rigtige idé. I stedet begynder tankerne at stikke af, mens hun klikker rundt efter inspiration på internettet. Dér får hun øje på et billede af en grankogle. Blikket strejfer tilfældigt ledningen til hendes bordlampe. Er der ikke noget med en lampe, som kaldes Koglen? Hjernen forbinder ubevidst tankerne, mens hun begynder at lave en skitse med kuglepennen. Kort efter har hun lavet en stregtegning, hvor PH’s lampeklassiker er udført som en virkelig grankogle, der er hængt i loftet som en lampe.

Charlotte lader sig fange af tankelegen. Hun tager fat på andre danske designklassikere, der også har mundrette navne: Svanen og Ægget. Hun tegner en stol, der rent faktisk forestiller en knækket æggeskal med en blød blomme i midten, og på en anden tegning er stolen blevet til en virkelig svane - næsten som i et eventyr.

Da hun til sidst går i seng, er tegningerne lavet helt færdige. Hun synes faktisk, at de fungerer både som et fint stykke grafik og som en humoristisk hyldest til tre danske designklassikere. Alligevel har hun ingen fantasi om, at de ender med at hænge i hundredevis af hjem og baner vejen for en helt ny drejning for hendes virksomhed.

Plakaterne er underdrejede og skæve fortolkninger af velkendte danske begreber og ordspil som sure løg, tøffelhelt, sorte penge og reparations-bajer. For hvad sker der, hvis man - ganske som et barn ville gøre det - tager ordene helt bogstaveligt og laver en grafisk fortolkning af det?

Ja, så får man for eksempel en dræbersnegl, der er formet som en kalorietungt onsdagssnegl fra bageren, eller man får en elegant citronmåne med tilføjelsen: “Grafisk fortolkning af håndværker-hygge til måneskinsarbejde”. Og så er der visualiseringen af ordet “ægløsning”, hvor to æg plus et giver tre æg til sammen. Det er løsningen! Plakaten “Tøffelhelten” forestiller et par morgentøfler med Supermans logo printet ned i den bløde plys.

Hun har efterhånden udvidet sin tegnestue med en velsmurt hjemmeside, der fungerer som galleri for hendes mange plakater. Hjemmesiden bliver flittigt besøgt, så dagligt kommer Charlottes mand, Preben , hjem fra sit fuldtidsjob som fotograf blot for at give sig i kast med at indramme og pakke plakater, som bliver kørt hen på tanken i Sdr. Bjert og herfra sendt ud over hele landet.

- Ved julesalget gik det for alvor op for mig, hvor stor interessen er for mine plakater. Og jeg synes stadig, at det er helt fantastisk, at folk vil hænge noget op på væggen, som jeg har lavet. Tænk hvis alle kunne få den oplevelse, siger hun med en ganske typisk bemærkning fra én, der godt kan lide at sprede humør og at dele glæden med andre.

Charlotte Christiansen er født i 1961 og opvokset i Kolding. Det var dengang, da Koldinghus stadig stod som en ruin, og hvor man kunne snige sig forbi manden i billetlugen for at komme ind og lege i fangekælderen. Det er et godt barndomsminde.

- Men jeg synes, at det nye Koldinghus er det rigtige. Det er et levende slot i dag, før var det et dødt slot. Men vi var nødt til at have det døde slot, før vi kunne bygge det nye. Tingene udvikler sig, fordi mennesker udvikler sig, siger Charlotte med ord, der fint kunne passe på hende selv.

Hun gik i skole på Dyrehaveskolen, men det var ikke alle fag på skoleskemaet, der fangede hendes interesse hele vejen op til den afsluttende realeksamen.

- Jeg var glad for at gå i skole på det sociale plan og alt, hvor vi brugte fantasien. Min klasselærer skrev i sin udtalelse: ”Hendes evne til at komme i kontakt med alle, har været med til at skabe et rart miljø i klassen”. Og ved du hvad: Det var nok for mig. Det var det eneste, jeg havde brug for at høre. Det med at skabe rare miljøer, er jo det vigtigste.

Hendes far har sagt det sådan her: “Hun er ikke god til at regne, men hun er god til at regne den ud”. Og det har hun haft brug for.

Egentlig ville Charlotte Christiansen helst være skuespiller, men så skulle hun flytte fra sin hjemegn for at få sin uddannelse, og det kom slet ikke på tale. Nul! Altså var hun nødt til at opgive ønskedrømmen og finde på noget andet. Men som hun siger:

- Jeg er omstillingsparat. Hvis du er glad for lidt, er du glad for meget.

Så i stedet for et liv i rampelyset endte hun med et svendebrev som skiltemaler og dekoratør, og siden kom hun på Gori som reklametegnerelev. Hun måtte tage en pause i uddannelsen for at gå på barsel.

- Alting var tidligt for mig, siger Charlotte, der fødte datteren Camilla i 1985.

Tja, i hvert fald var hun kun 13-14 år, da hun blev kæreste med Camillas far. Hans forældre havde brødudsalget i Sdr. Bjert. Og ja, det er præcis det samme brødudsalg, som hun endte med at købe mange år senere, da hendes - på det tidspunkt tidligere - svigerforældre gik på pension.

Inden det kom så vidt skiftede hun fra Gori til Reklame & Tryk, hvor hun blev ansat som grafiker. Hun var i virksomheden på Albuen i ti år. Næsten.

- Jeg var der i ni år og otte måneder. Hvis man havde været der ti år, så fik man en sølvske eller en eller anden Georg Jensen-ting, og det kunne jeg slet ikke holde ud. Ikke mig. Hvad skal man med sådan en? Jeg synes, det var fantastisk med alle dem, jeg kendte og det, jeg havde lært, men så var det også på tide at komme videre for mig. Det passede mig fint.

Til gengæld har hun et andet evigt minde fra arbejdspladsen: Et lille ar efter en løbsk skalpel, der i et uopmærksomt øjeblik gled ned fra det skrå tegnebord og plantede sig i hendes lår.

- Sådan et ar havde vi vist alle sammen, smiler hun.

Efter en tid hos reklamebureauet Master i Kolding blev Charlotte enig med sig selv om, at nu havde hun lært nok - nu kunne hun stå på egne ben.

På det tidspunkt var hun blevet alene med Camilla og Daniel, der blev født i 1987, så hun behøvede ikke spørge nogen, da hun i 1997 solgte huset, købte en computer og en printer for overskuddet og indrettede sin første tegnestue i en lejlighed i Tved. Reklamebureauet fik navnet X-tension, og sådan hedder det stadigvæk.

-Navnet skulle begyndte med et “X”. Jeg har altid synes, det ville være sjovt, at hvis jeg nogensinde skulle være selvstændig og skriver under på et dokument i banken, så ville jeg bare sætte et kryds i stedet for at skrive mit navn - sådan rigtig barnligt, griner Charlotte og føjer til:

- Og så havde det den fordel, at når man begyndte med X, så var man nem at finde allersidst i telefonbogen, som alle brugte dengang, for det er jo den vej, man begyndte at bladre, når man skulle finde noget.

Telefonbøgerne er borte, men X-tension består på tredje årti. I dag ligger det som nævnt i Sdr. Bjerts gamle brødudsalg, der knap er til at kende i dag, når man kører forbi ad Skartvedvej og skuer den tjekkede, sorte facade, den hævede indgangsplatform i lyst træ, og de stilfulde krukker i overstørrelse. Et skilt med Charlottes versioner af Ægget, Svanen og Koglen byder kunderne velkommen.

X-tension er stadig et reklamebureau, men mere og mere af Charlottes tid går med at skabe ny grafik, der skal sprede både smil og glæde i hjem, på kontorer og i sommerhuse. Ideerne til nye plakater dumper ned alle vegne fra. Og der kommer hele tiden nye til. Den sidste store plakat-succes er opstået som en hyldest til en nylig afdød helt. Ideen kom sammen med det næsten Halfdan Rasmussen’ske ord “Flabelagtig”.

- Jeg elsker Kim Larsen. Men plakaten blev lavet, fordi det ord pludselig dukkede op i mit hoved: “Flabelagtig”. Det er hele historien om ham i ét ord. Jeg var egentlig gået i seng, da jeg fik ordet på hjernen - klokken var 00.30 - og så var det ellers ind til computeren i morgenkåbe. Jeg googlede i tre kvarter, men ordet fandes ikke i forvejen, uanset om jeg søgte på vejnavne eller affaldssystemer. Så ordet er møntet på ham - vores alle sammens fantastiske gavflab - men det er samtidig en ren tegning, man godt kan være bekendt at hænge op.

Nu har hun fået lyst til at lave flere plakater med helte, der har fortjent en hyldest. En af George Michael er lavet allerede, og der kommer helt sikkert flere. For ideerne dukker op, og Charlotte er klar til at gribe dem i flugten. Men hun har lovet sig selv, at det kun er de bedste, der bliver færdige og sat til salg. Så ideerne får lov at hænge på kontoret “og riste”, som hun formulerer det, indtil hun er sikker på, at de er gode nok til at ryge videre i systemet.